Rørbækturen - lørdag d. 21. april og søndag d. 22. april 2018

 

20 års jubilæum på Rønslundevej

Rørbækturen er legendarisk.

Både for rideturens variation, længde, skønhed og tid på året og for sin gode mad og helt særlige stemning. Det er forår, med anemoner og de første spæde bøgeblade, kulde og varme der skifter og en sol der har fået magt til at varme i en læ-krog.

Turen var Rikke, Lis og Åges ide, for 21 år siden og begyndte sit liv med ydmygt rytterophold på Vester Mølle Campingplads og med en interimistisk hestefold på en græsmark ved skjernåen.

I 1998 kom Birgitte og Poul til og byggede videre på den første års tur.

Det er altså 20 år siden og selv om rideturen næsten er den samme, er der alligevel sket lidt med arrangementet igennem de 20 år:

•Vi bor ikke længere på campingplads, men har fået fast ophold på et husmandssted ved Enesøen.

•Vi rider ikke i det samme tempo – nu kan alle være med, hvis hesten er i form. Det er en frisk og lang tur – og naturens skønhed er intakt.

•Ryttere og heste er blevet bedre. Der er knap så mange, der falder af, falder i vandet, traver hele vejen eller må en stiktur af vejen, for at få hold på hesten ☺

•Der er kommet dejlige kokke til – og maden er blevet mere end god.

•Vi kan være flere med nu – fordi mange sover i biler eller tager hjem – men det er stadig en mindre tur med max 20 deltagere.

•Rytterfesten holder ikke længere ud, til den lyse morgenstund og cognakken bliver ikke drukket som saftevand. Faktisk lister de første trætte i seng når vi har spist den gode mad

•Prisen er løbende steget fra 250 kr. til 550 kr.

•Det er stadig en tur med leg og skæg og hvor stemningen er let og levende uden stramme regler og ridning på lange rækker.

•Der er mange gengangere blandt heste og ryttere – så både ryttere og heste finder sammen år efter år, men nytilkomne er altid velkomne og bliver taget godt imod.

 

Rørbækturen 2018

Foråret nærmer sig, erantisser, vintergækker og juleroser er begyndt at blomstre, dagene bliver længere og det er tid til, at gøre klar til Rørbækturen. Hestene skal rides i form, der skal sættes kryds i kalenderen, laves aftaler med kokke og husejer og lodsejere skal endnu engang give tilladelser til at ride på deres områder.

Rørbækturen er et weekendarrangement i noget af Danmarks smukkeste natur og med særlige tilladelser til at komme vidt omkring. Det er en lang frisk tur med afvekslende tempo – men også med god fart på ind i mellem. Vi får god mad og drikke og vi er max omkring de 20 stykker, så der er god tid til at få talt med alle.

Vi har base på et lille husmandssted, med overnatningsmuligheder til 9-18 stykker (nogle på gulvet i stuerne), en mindre gildestue, et par toiletter og fold til hestene. Det er også muligt, at slå et telt op eller at medbringe campingvogn.

Vi mødes lørdag morgen kl. 9.00 på Rønslundevej 5, 7361 Ejstrupholm til kaffe og morgenbrød og med mulighed for at indkvartere sig.

Kl. ca. 10.00 sadler vi op og rider ud i det skønne landskab på sydsiden af Rørbæk sø. Over Skjernåen, ad grusveje, gennem tætte skove og i lyngbakker. Inden frokost slukker vi heste- og mennesketørst i Gudenåens udspring. Arbejdsgruppen har sørget for frokost, der står klar ved Naturcentret Koutrupgård, hvor de firbenede også kan komme i fold. Så går det videre igen, langs søen og en smut ud på fårebanke midt i Rørbæk sø. Sidst på eftermiddagen vender vi hjem til gården.

Turen er ca. 30 km lang.

Du kan læse lidt mere om området på Skov og Naturstyrelsens hjemmeside og bl.a. hente en folder om Skjern åens og Gudenåens udspring. http://naturstyrelsen.dk/media/nst/67684/rorb%C3%A6ksoeDK.pdf

Om søndagen rider vi på nordsiden af Enesøen og Kulsøen. Det bliver ikke så lang en tur, men smuk er udsigten, fra de sandede og lyngklædte bakker ud over søerne. På vejen tilbage tager vi omkring den gamle spejderlejr og vi tager Skjernåen igen i en udvidet version, med ridning i åen.

Omkring kl. ca. 14.00 regner vi med at slutte af på gården, gøre rent, spise rester og hjælpes ad med de sidste praktiske ting.

For den nette sum af 550 kr. får du god forplejning, fra du kommer til du tager afsted, overnatning i primitive rammer, bålhygge efter rideturen og festaften i gildestuen med kokkene Dupont og Dupont ved bålroret og folde til hestene.

•Du må selv medbringe lidt hø og foder, for vi kan ikke garantere rigeligt græs.

•Medbring også selv madras, sengetøj/sovepose, håndklæde mm (kun 9 madrasser i huset).

•Der er få og lette praktiske arbejdsopgaver til alle.

•Du kan under hele turen købe drikkevarer: øl, vand og vin – men må også gerne selv medbringe.

Max. Ca. 20 deltagere - KUN FOR MEDLEMMER.

 

Betaling og tilmelding tidligst søndag d. 25. marts 2018.

1.Beløbet på 550 kr. sættes ind på konto 4657–4539136798.

Husk at skrive ”Rørbæk” og dit navn i besked til modtager.

 

2.Send en mail eller sms til Birgitte med følgende oplysninger:

a.Dit navn, telefonnummer og e-mail.

b.Hvordan du vil overnatte: egen bil, telt, i huset, om du medbringer madras eller underlag.

c.Har du plads i trailer og bil til andre heste og ryttere eller ønsker du kørelejlighed

 

Spørgsmål og tilmelding til:

Birgitte Bjerre & Poul Pagaard

Trustrupvej 8, Sondrup, 8350 Hundslund.

Birgitte: bjerre.birgitte@gmail.com og telefon 29 61 52 79

Poul: pagaardpoul@gmail.com og telefon: 28 35 14 70

 

Kørselsvejledning:

Til Rønslundevej 5, 7361 Ejstrupholm.

Fra Horsens: kør til Nørre Snede ad vej nr. 185. Kør enten ind i gennem eller uden om Nørre Snede og videre ad vej 185 mod Ikast.

Ca. 3,4 km efter Nørre Snede, drej til venstre ad vej nr. 176 mod Give.

Kør 3,7 km ad Givevej og drej til venstre ad Rønslundevej.

Gården vi skal være på er den 2. gård på højre hånd: Rønslundevej 5.