Skip links

100 års fødselsdag

I anledning af, at medstifter af- og eliteæresmedlem i Gletta Iben Kjems fylder 100 år den 27. april 2023, vil bestyrelsen hermed gerne markere dette med en særlig fødselsdagshilsen.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen, kære Iben! Vi ved, du skal fejre dagen med familie og nære venner. Vi håber at få lejlighed til at fejre dig på et senere tidspunkt sammen med gode Gletta-folk.

Du og Aage har en helt særlig og uvurdérlig betydning for Gletta. At fejre dig er uundgåeligt forbundet med at rulle den historiske erindringsrulle ud om Gletta.

Sammen med vognmand Ejner Hansen stiftede du og Aage Gletta den 6. oktober 1976 på Båstrup Mosegård. Aage tegnede klubbens logo.
Med afsæt i glæde og engagement i hestene var det jeres intention at lave spændende ture rundt i Danmark på de islandske heste, der var en ny og voksende hestesport i DK.

Jeres baggrund som skolelærere og tilmed din som spejder skinner igennem alt, I satte i gang. Det skulle være sjovt, inspirerende og lærerigt på samme tid – og så skulle det være udendørs! Gletta var en udendørs klub!

I har altid udvist en helt enestående gæstfrihed og åbenhed på Båstrup Mosegård, som hurtigt blev klubbens vigtige tilholdssted, identitet og forankring. Alle os, der er vokset op med- og startet med at ride islandske heste i Båstrup Mosegårdstiden husker tilbage på den tid både stor glæde og vemod, for hvor vi dog savner dette og jer!

Netop glæde ved heste, naturoplevelser, gode middage og samvær men også dygtiggørelse har lige fra starten af været klubbens DNA og har kendetegnet vore aktiviteter siden.

På Båstrup Mosegaard har I lagt hus- og hjerterum til et væld af fantastiske aktiviteter, ikke mindst weekend-mesterskabet, hvor venskaber blev dannet i flere generationer med teltplads, fest om aftenen, middage, badning, ridning, gode grin osv.

Du ledte med eksemplarisk og sikker hånd retning ved hjælp af dine velkendte sedler på alt (folde, telte, vand, gødning osv.). Alle vidste hvad der var tænkt og det hele klappede.

Det var også på Båstrup Mosegård, at vi afholdt kurser, generalforsamlinger og jubilæumsfester m.v.

Du begyndte sent at ride men fortsatte til gengæld med at ride til lagt op i årene. Til jeres 90- års fødselsdag, som vi i klubben var med til at fejre på Båstrup Mosegård med stor parade, taler m.v. var du også på hest. En af dine og Aage sidste, længere rideture sammen var ude hos Aage Ramsing i Dollerup bakker i 2004.

I var begge engageret i Alrid, hvor du bl.a. vandt i Let-Alrid på Mols. I var med til at tage initiativer til at der også skulle undervisning til, bl.a. i form af kurser. Skolelæreren fornægtede sig ikke. Man bør dygtiggøre sig!

I har været med på Island på ture, ligesom masser af ture i DK og Norge. I var altid med på den værste!

I de sidste år, hvor Aage levede, blev det en fast tradition, at I stod med en dram til rytterne ved diget på Mandø, når vi ankom på heste til øen.

En af de helt store ture, I var med til at planlægge og gennemføre (som løbsledelse sammen med Per og Lise) var den såkaldte ”Karl af Rise” tur fra Ribe til Skanderborg i 1983 på 136 km i anledning af Skanderborgs 400 års jubilæum. I løbet deltog Gletta- rytterne Poul Rask, Gorm Gregersen, Aage Ramsing og John Engberg og det sidste stykke blev disse fulgt af en flok Glettaryttere, hvor I blev modtaget af borgmesteren ved Skulpturen af den ridende Karl af Rise ved Slotskirken i Skanderborg.

Af de senere ture kan nævnes flere ture på Hardangervidden i Norge, senest i 2000, hvor du som den eneste på hest sprang over det vandløb, I skulle passere.
I 2001 var I med til at ride fra Skagen til Hirtshals på en tur arrangeret af Aage Ramsing.

I 2002 deltog I på en ridetur rundt i Thy stort set fra syd til nord og tilbage.

I 2003 var I med på turen fra Thorup strand via Bulbjerg til Vigsø m.v.

Og i 2004 var I som sagt med på en tur i Dollerup bakker med Aage Ramsing.

Alle disse initiativer og bedrifter, hvoraf blot er nævnt nogle enkelte, vidner om jeres store lyst til at opleve verden sammen med hestene og andre gode venner i Gletta. At blive ved til så høj en alder er beundringsværdigt og inspirerer os andre til at hænge ved.

Vi er som klub, jer, der startede det hele, en kæmpe tak skyldig!

Jeres kæmpestore gæstfrihed samt jeres idérigdom og engagement er til stor inspiration for alle os andre.

Vi ønsker dig en fantastisk 100 års fødselsdag og mange gode år endnu. Vi glæder os til at se dig i Gletta-sammenhænge, hvor vi vil hylde dig. Stort tillykke!

 

På bestyrelsens vegne

Bente V. Lauridsen, formand