En god tur, jeg vil med igen

Postkort fra Rørbøk Sø v/Inge Graves Christensen

Hvor præcis vi red, husker jeg ikke. Godt det samme for spejderdrengene og deres gæve koner havde talt med lodsejere og bekendte og gjort det muligt for os islænder-ryttere denne ene weekend at ride rundt ved Rørbæk Sø. Også steder, hvor ingen ellers må færdes til hest. Spejderdrengene er Jørgen og Poul, som kender hinanden og området fra barnsben og spejdertid J

Solen skinnede og humøret var højt. Snakken gik og hestene tøltede, vi var på tur – Rørbæk Sø-turen. Glidende tølt og skridt gennem et landskab, så varieret og smukt: Grus- og græsveje forbi idylliske marker, bevaringsværdige egekrat og skrænter ned til Rørbæk Sø. Og så var der de storslåede udsigter over Rørbæk Sø for enden af en god galop til top, hvor fårene ikke blev stående og gloede, men spænede væk.

Lørdag aften klædt vi om, og i ført varmt overtøj nød vi en tre retters menu udendørs ved bålets varme. Planlægning af aftensmaden havde Birgitte stået for, så det var nemt at gå til og ikke mindst hyggeligt at hjælpe med anretningen. I det hele taget var der en god stemning og masser af lækker mad, øl, vin og min favorit, Irish coffe sidst på aftenen. Susanne og Jørgen havde lagt hus til og vi kunne vælte lige i seng, hvad enten folk havde valgt at sove ude i hestetrailer og telt eller indendørs i balsale, køkkenstuer og soveværelser.

Søndag var endnu en solskinsdag. Vi red over stok og sten i bogstavelig forstand – dvs. fældede træer og store sten i Skjern Å. Gennem sumpede marker, hvor køerne var flygtet, så snart de fik øje på os. Smalle, finurlige stier, hvor hest og rytter måtte sno sig. Imponerende, hvad hest og rytter kan sammen – til med i en stor flok på 20 stykker.

På hjemvejen spiste vi is købt i kiosken ved Rørbæk Sø, det var afslappende og kontrastfyldt til dagens tidligere strabadser. Solen skinnede fortsat, hestene var fantastiske og rytterne strålede. Det havde været to dage med imponerende oplevelser, tænk at blive udfordret på hesteryg. Jeg er glad for min islænder, som jeg herefter vil mene har bestået prøven for, hvad en islandsk hest bør kunne, skulle den nogensinde komme til det rigtige Island – velvidende kun i min drøm.

Stor tak til arrangørerne: Susanne, Jørgen, Birgitte og Poul

Vi ses igen.

Hilsen Tritill og Inge