Herrer til Hest 2020 – en debutants beretning v/René Balle
Det var med lige dele forventningens glæde og ærefrygt at jeg imødeså ugen, hvor årets ’Herrer til Hest’ i Gletta skulle afholdes.
Jeg er ’nyrytter’ og har redet de sidste 5 år. Som arrangementet nærmede sig, kunne jeg mærke nervøsiteten stige. Jeg havde aldrig redet i en større flok før – og aldrig så langt. I dagene op til arrangementet kom min bedre halvdel, Annemette, med udsagn som f.eks. ”Du skal jo vide at der er ikke så meget snak – de rider bare”, hvortil jeg med et kærligt smil svarede ”Det vil da være en kærkommen afveksling”
Endeligt oprandt dagen. Der var kommet 2 afbud pga. COVID-19 og vejrudsigt meldte om en del regn. Så tanken om, at man stadig kunne nå at melde afbud strejfede mig. Men nej, nu skulle det være. Min dejlige 11 årige vallak, Fimur fra Eyfjörd, blev læsset og kursen blev sat mod Grumstrup ved Hovedgård, hvor ’Herrer til Hest’ er blevet afholdt siden 2007.
Lidt i 9 lørdag morgen ankom vi til Stutteri Krafla, Maria og Pers fantastiske sted, der ligger på toppen bakkerne syd for Skanderborg, med åbne vidder og den smukkeste udsigt så langt øjet rækker. Det var som at træde direkte ind i et logemøde, med ritualer og indforståede rutiner som de erfarne Herrer til Hest alle kendte. Men stemningen var varm og jeg følte mig meget velkommen i flokken.
Efter en dejlig morgenmad, var det tid til at sadle hestene op. Sommerfuglene i maven tog til; Kan jeg styre min hest i flokken? Rider de for vildt? Er vi i form til så lang en tur? Falder vi helt igennem her? Spørgsmålene stod i kø.
Men efter det obligatoriske fællesbillede før start, kl. ca. 10, var vi igang. Debutantnerverne trådte i baggrunden, og fokus var på hest og ridning. Skønt! Efter ca. 150m blev der så sat i den første galop. Puha, det bliver en MEGET frisk tur nåede jeg at tænke. Men herefter fandt tingene et mere moderat, men stadigt frisk, leje.
Jeg skal gøre en lang historie kort – efter ca. 1,5 time over marker, enge, stier, skov, grusveje og en enkelt jernbanebro ankom vi hos Peter på Tyrevoldsdal og dagens første pitstop. Hestene blev sadlet af og vi holdt en kort pause. Peter introducerede den meget moderne anretning – kold øl og sodavandsis. En kombination jeg ikke selv har prøvet tidligere, men helt sikkert en interessant sammensætning.
Næste etape var også en tur på ca. 1,5 time. Her blev ruten, som gik forbi Skanderborg Golfklub, lidt mere kuperet. Jeg var selv ved at finde nogenlunde ind i rutinen med de erfarne herreryttere. Helt som beskrevet hjemmefra var der ikke meget snak undervejs. Jeg er vant til lidt dialog når vi er på tur i familien. Typisk bliver der spurgt: ”Skal vi tølte lidt?” hvortil der f.eks. kan svares ”Lige et øjeblik jeg er ikke helt klar” ”Eller ”Jeg skal lige have samlet hesten!”. Det var der ikke tale om her. Der blev uden videre advisering sat i tølt eller galop – og så var det bare med at være klar og følge med. Efter lidt tilvænning var det egentlig meget befriende. Det gik af sted i frisk tempo og vi ankom til Båstrup Mosegård ca. 14.30. Her tog Iben Kjems på 97 år imod sammen med Maria og Mette – og en fantastisk frokost stod klar. For en historieløs nyrytter som mig, skulle det vise sig, at jeg var trådt direkte ind i de hellige haller. Det var netop på Båstrup Mosegård at Iben og Åge Kjems sammen med Ejner Hansen stiftede Gletta i 1976. Wauuuw. Sikke en bonus at få på turen. Iben delte gavmildt ud af de fantastiske historier og billeder fra et langt og aktivt liv med islændere og klubben. Det var en stor oplevelse. Mens vi sad i Ibens hyggelige stue og fik den dejlige frokost med øl og snaps (et tema der skulle vise sig at være gennemgående for dagen) åbnede himlen sig – og et mindre skybrud på ca. 20 min. passerede. Al den regn de havde lovet i løbet af dagen, havde valgt at samle sig i et kort og meget intenst regnskyl mens vi var inde og få frokost, hvorefter solen kom igen. Helt perfekt!
Efter besøget hos Iben gik turen hjemover hvor der nu var ca. 1,5 times ridning hjem, altså hvis man havde redet den lige vej. Det gjorde vi så ikke. Mere herom om lidt. Først en sidste observation. Jeg er vant til at vi har meget dialog undervejs om eksempelvis underlaget. Er der lidt for blødt her? Er der lidt for ujævnt længere fremme? Det oplevede jeg heller ikke på denne tur. Der blev bestemt taget fuldt hensyn til hestene, og jeg oplevede ikke at der blevet redet hårdt eller på andet måde taget risiko. MEN det var bare ikke helt så ’pylret’ som jeg er vant til. Ingen nævnt ingen, ingen glemt (ja det er jo så reelt set nok mig selv der er lidt over-forsigtig…men det er der jo ingen grund til at gå i detaljer med her). De erfarne ryttere der ved hvad hestene kan, var bare dygtige til at vurdere terræn og underlag – og hvis ikke der var en åbenlys grund til at holde lidt igen, ja så blev der redet fremad – altså frisk fremad.
Indenfor cykling taler vi om ’Lantern Rouge’ – det er sidste mand, agterlanternen. Det blev ret tydeligt på sidste etape at den rolle tog Jens 100% på sig. Han dannede, med stor værdighed, bagtrop…med sig selv.
Som sagt red vi ikke direkte hjem. Der blev lavet et kort stop på Esballegård, hvor Mette stod klar med…kæmpe overraskelse…en kold øl til de tørstige ryttere.
Og så var det hjemad. Vi landede efter 30km tilbage på Krafla kl. 17.00. Fik sadlet af og nød en velfortjent kop kaffe og en god whisky på terrassen, mens den røde glente svævede over træerne og ræven løb tværs og folden inden den blev jaget væk af hestene.
Dagen forsatte med middag, hvor dagens tur blev vendt – og hvor der blev fortalt mange fantastiske Islænder- og Gletta historier. Her oplevede jeg at flere af de erfarne ryttere roste min hest, det ved jeg ikke om man altid gør, men jeg sugede det til mig!
Det var på alle måder en stor oplevelse for mig at deltage på ’Herrer til Hest’. Utroligt lærerigt og en helt anden type ridning end jeg ellers har prøvet. Turen gav mig en rigtig god samhørighed med min hest – og jeg var rigtigt stolt af, at han klarede det så flot. Selvtilliden fik også et gok opad – jeg fandt ud af at både hesten og jeg kan klare mere end jeg måske troede. Og så var det simpelthen fantastisk at møde de erfarne islænder-mænd, i en verden hvor jeg har manglet lidt mandlig inspiration og forbilleder man kunne spejle sig i…altså udenfor eliten. Det fik jeg her. De var indbegrebet af erfaring, stoisk ro og rideglæde – og så var der en tydelig og dyb kærlighed til de fantastiske heste. Wauw – jeg er helt overvældet!
Tusind tak til især Per, Maria, Mette og Iben for et fantastisk flot arrangement. Jeg synes I havde gjort rigtigt meget ud af dagen – og alt var meget vellykket fra start til slut.
Også en stor tak til ’Herrerne’ – Karl, Jan, Per, Peter og Jens. Tak for jeres tålmodighed, Jeres gode forklaringer på alle mine nybegynder-spørgsmål og ikke mindst tak for Jeres varme velkomst. Det var en fornøjelse at møde Jer alle – og jeg tog hjem en stor og lærerig oplevelse rigere.
Skulle man komme med et enkelt input kunne man måske ændre titlen til det mere retvisende: ”Herrer til Hest – med stramme tøjler over stok og sten”
Vi ses helt sikkert næste år – og jeg vil sendte mine varmeste anbefalinger til alle herreryttere i Gletta.
/René
