POSTKORT fra Ulla Borch og foto af Susanne Sten Andersen:
Skønt vejrudsigterne i ugen op til turen var noget ubehagelige, bedredes de langsomt og da søndagen
oprandt var det perfekt ridevejr. Lidt vind, drivende skyer og solglimt ind imellem. 4 dråber fra oven, mere
blev det ikke til.
Vi mødtes til morgenkaffe hos Conni og Claus, dels på terrassen, dels inde i køkkenet og snakken gik
hyggeligt som altid.
Efter en times tid sadlede vi op, ca. 15 heste med ryttere drog ud i det skønne landskab, som Conni er så
heldig at have omkring sig. Et meget kuperet terræn, åbent med små bevoksninger hist og pist. Og når man
rider gennem sådan en lille skovstrækning og kommer ud igen, bliver man overvældet af lys og synet af
fjordens vand. Undervejs skulle vi passere en lys træbro, hvor de fleste heste bare traskede over under en
del larm. Stefnir var ikke helt enig i at man bare gik med, så jeg vendte rundt for at få en makker at ride
over med, men som jeg tog kursen mod broen igen stod Conni klar og lagde en hånd i hovedtøjet på
Stefnir, der så gik over i trygge hænder og ikke tøvede, da vi skulle over samme bro på vejen hjem. Tusind
tak for hjælpen.
Vi red ned til stranden, hvor vi fulgte kystlinien nedenfor Ulbjerg klint. En herlig oplevelse at ride langs
stranden og se op på de mægtige skrænter. Hestene måtte gå i skiftevis sand, tang og små og store sten og
ud i vandet kom flere af dem da også. Da jeg efter en del plasken med forbenene fik mistanke om at Stefnir
kunne tænke sig en dukkert, skyndte jeg mig op på stranden ret hurtigt og blev der.
Efterfølgende red vi op på klinten, hvor vi holdt en lille pause og nød udsigten i alle retninger.
Så gik turen mod pause stedet ved vandet, hvor vi blev overvældet af en lille mark med sommerblomster.
Lige nu stod valmuerne i fuldt flor, så det var som et rødt tæppe at se på. Virkelig smukt. Valmuerne
mindede mig om ”gamle dage”, hvor grøftekanterne ofte lyste i blåt, hvidt og rødt på denne tid af året.
Claus kom med forsyningsvognen til alle de tørstige ryttere. Da de første fik åbnet dåserne opførte
indholdet sig besynderligt. Brusede op og derefter løb væsken bare ud af dåsen. Det viste sig, at den
skabsfryser, Conni ønsker sig, behøver hun slet ikke købe. Det køleskab drikkevarerne havde været
opbevaret i havde frosset dem alle sammen godt og grundigt ned.
Turen tilbage gik hovedsageligt i skridt langs med vandet, og vi nød alle turen til fulde. Undervejs red vi
forbi nogle af Connis øvrige heste, som var ret nysgerrige og gerne fulgte os lidt på vej.
Tilbage igen samledes vi med vore madpakker på terrassen, hvor snakken gik lystigt. Sjovt nok kom en del
snak i retning af ”gamle dage” for mange gange hørte vi ”ja det må vel være en 40 år siden” til sidst blev det
en talemåde. Efter madpakkerne dukkede nogle flotte lagkager op og Conni kom i tanker som at hun havde
glemt at sætte kaffe over, hvilket straks blev gjort. Der blev også sat vand over til nescafe, og på et
tidspunkt blev der sagt at en gerne ville have bønnekaffe i stedet, hvilket udløste en del latter da Connis
skønne hund, som i øvrigt var med os på hele turen, hedder Bønne.
En herlig afslutning på en vidunderlig dag, dejligt vejr, pragtfuld ridetur, skønne mennesker og vidunderlige
værter, kan man ønske sig mere.
Tusind tak.
